Tomb Raider: Underworld (PS3)

Genkendelsens glæde

Meget har Lara været udsat for i årenes løb, men hendes gods er dog aldrig blevet sprængt i luften. Det bliver der lavet om på så snart man planter fingeren på startknappen. Det førhen så stolte gods bliver i de næste sekunder reduceret til en samling murbrokker midt i et flammehav. Bygningen er tydeligvis bragt i knæ, men hvad med dem inden for?

Straks bliver flugten ud den brændende bygning ens primære mål. Og det står hurtigt klart at styresystemet fra de to forudgående spil i serien er blevet genbrugt i TR: Underworld. Man hopper med krydset, og når Lara har grebet fat i kanten på et panel kan man øge tempoet ved hurtigt at trykke på trekanten. Således kommer jeg omkring murbrokker og brændende vægge, og det går hurtigt og dejligt flydende, men jeg har også travlt. For mens man via hendes grapplegun (tryk på firkant) svinger sig fra det ene flamberede gelænder til det andet, slikker ilden sultent om hendes fødder. Samtidigt sidder man med fornemmelsen af, at der når som helst kan falde et brændende genstand ned i hovedet på Lara med en efterfølgende skærm der siger ”game over”.

Når fortid og nutid smelter sammen

Anser man imidlertid ilden som den farligste fjende, tager man grueligt fejl. For vel ude af huset oplever Ms. Croft at blive beskudt af sin medarbejder, Zip, og hun må søge dækning bag en mur. Hvad situationen udvikler sig til skal ikke afsløres her, og det sker heller ikke med det samme i selve spillet. For historien giver os straks efter et flashback, som placerer os i Laras private båd midt i Middelhavet. I sin søgen efter vejen til Avalon og dermed muligheden for at genfinde sin mor, havner vi nederst i Europas udkant. Og hvilken én.

Sjældent har undervands gameplay været så funklende, og hvis ikke Crystal Dynamics får nogen priser for andre elementer i spillet, så giv dem i det mindste ”bedste grafik under vand” prisen. Lara bliver endnu mere flydende (i dobbelt forstand) i animationerne når hun i the big blue undviger angribende hajer eller laver en vendings-manøvre blandt brandmænd. Hvor man førhen ofte kunne blive ekstremt irriteret over at sidde fast i en usynlig vandvæg, så glider Lara ubesværet hen over havbunden blandt fiskestimer eller gennem grotter på jagt efter nøgle genstande. Selvfølgelig er Middelhavet lang fra den eneste lokation. Fra golde arktiske egne befolket af mumielignende dæmoner og afskyelige snemænd, over Thailands troper og Buddha templer, til rum sø og fjendernes skib, kommer vi vanen tro vidt omkring på jordkloden. Glemmes skal heller ikke The Croft Mansion (inden branden), der omsider byder på et interessant kig på hvad dets undergrund indeholder.

Den fortid som spillets skaber, Toby Guard, omskrev for et par år siden, bliver ved med at vælte ud skabene som vedholdende spøgelser. Historien byder på et gensyn med gamle fjender, og plottene fra både TR: Legend og TR: Anniversary bygges der videre på i Underworld. Tilmed har Laras afdøde far også en rolle i de mange dokumenter hun finder, så ringen synes at være sluttet – måske.