Våben er helt deres egne
Komboerne kan krydres yderligere ved brug af de pistoler man har på hænder og fødder. Holder man slag- eller sparkknappen nede vil Bayonetta - udover slaget/sparket - affyre den pistol der sidder på hendes hånd eller fod. Dette virker også midt i komboer. En kombo bestående af tre slag og tre spark kan dermed blive til tre slag, tre skud, tre spark, tre skud, blot ved at holde knapperne inde i halvt sekund længere. Det er næsten uhyggeligt hvor meget variation man kan opnå med blot to knapper.
Der er meget mere ved kampsystemet end blot komboer. Når man kæmper uden at blive ramt, fyldes et magi-meter ud. Når det er fuldt, åbnes op for torturangreb. Bayonetta kan nu fremkalde diverse torturinstrumenter (gigantiske pighjul eller stenhænder der knuser fjenderne) og henrette engle på ekstremt smertefulde, men også ganske seværdige og kreative måder. At gribe fjender i luften og tæve dem ned i jorden på Asterix-manér, er også en del af hendes arsenal. Men vent, der er mere...
Bayonetta er en heks og bruger naturligvis sin magi når hun slås. Det sker gennem hendes hår (som hendes tøj i øvrigt er gjort af). En del af de tilgængelige komboer afsluttes af et Wicked Weave-angreb. Bayonetta bruger sit hår som portal til underverdenen og hidkalder hjælp fra dæmoner. Dette sker i form af gigantiske hænder og fødder, der fungerer som kraftfulde argumenter for at englene ikke skal leve længere. Og så er en sideeffekt at Bayonetta bliver ganske afklædt hver eneste gang. Det gigantiske punch i brugen af disse, gør at man søger at bruge Wicked Weave så ofte man kan.
En anden og endnu mere pompøs brug af Bayonettas hår, er hendes Climax-angreb, brugt ved minibosser og slutbosser. Håret bruges endnu engang som portal til underverdenen og fremkalder bl.a. en drage, en skolopender og en edderkop. Traditionen tro bliver disse dæmoner konstant vildere og ved slutbossen går de helt beserk. Det er voldsomt, overdrevet og inderligt fedt.