Blot et år efter Empire: Total War er Creative Assembly klar med næste udgave af den sejlivede spilserie. Napoleon: Total War (Napoleon) præsenterer seriens velkendte konfrontationer mellem store hære, lande at erobre og strategier at udforme, denne gang med fokus på en enkelt person, frem for et land eller en tidsalder. Er der nok i denne udgivelse til at retfærdiggøre et nyt spil, eller burde Creative Assembly have brugt længere tid på at udvikle næste spil i Total War-serien?
I selskab med legenden
Som navnet antyder, fokuserer denne del af Total War-serien på Napoleon Bonaparte, en af historiens mest berømte generaler. Fra spillets start kastes du ud i at opleve hans strabadser med at overtage det meste af Europa (og bevares, der forekommer skam en skræmmende mangel på baguettes de fleste steder). De mange forskellige måder at spille Napoleon på sætter dig enten i franskmandens triumferende støvler eller i koalitionens sko, mens de desperat forsøger at hive hans højre hånd ud af skjorten og standse den klejne franskmand. Dette resulterer i en oplevelse der kan virke meget strømlinet og mindre fri end hvad du er vant til fra andre spil i serien, men det giver omvendt spillet et meget klarere fokus, frem for bare at stikke dig en hær som du skal lave lidt ravage med.
På trods af at spillet fokuserer på en mand, er der masser af indhold at give sig i kast med. Det naturlige startpunkt er Napoleons kampagne, hvor du følger ham i Italien, dernæst Egypten, tilbage til Europa før det skæbnesvangre slag ved Waterloo. Der er godt med kød på hver sektion, der snildt kan tage dig 8-10 timer stykket, hvis du fordyber dig i kamp, diplomati, håndtering af dine regioner og lign.
Spillet byder også på en serie af ti konfrontationer, bl.a. ved Trafalgar, ved Nilen og Waterloo igen. De fleste vil sandsynligvis have lyst til at springe til Waterloo med det samme, men spillet er meget stædig mht. dets egen kronologi og du skal derfor spille hvert enkelt slag igennem, før næste låses op, hvilket er ret irriterende, da Waterloo er det naturlige trækplaster for alle spillere.
Den klassiske åbne kampagne findes hos de fire koalitionsstyrker, bl.a. Britannien, Østrig og Rusland. Det er det tætteste du kommer på at være en nation ud af mange der alle kæmper om dominans. Fælles for alle nationer er målet om at besætte 25 regioner inden 1812, hvilket gør affæren en smule ensformig: Fokus på Napoleon kan forekomme begrænsende her. Rusland har f.eks. meget langt over til nærmeste franske region. På trods af at du frit kan angribe andre nationer, synes det altid en kende bizart at koalitionsstyrker pludselig angriber hinanden.
Slutteligt kan du tage sig en enkeltstående kamp til lands, til vands og ved et fort, skulle du savne en hurtig krudtindsprøjtning uden omtanke. Der kan med rette sættes spørgsmålstegn om dette er nok til at retfærdiggøre et fuldt spil, frem for en udvidelse til sidste års Empire: Total War. Der er få nyskabelser at finde i spillet og der er mest af alt tale om finpudset indhold med fokus på en ny periode i europæisk krigshistorie. Alt i alt er der dog mange timers underholdning at finde i Napoleon og på den måde er indkøbsprisen godt givet ud.
